Nyhedsbrev 001
Nyhedsbrev 001
Bestyrelsen i BSD-DK
15. September 2003
1 Introduktion til nyhedsbrevene
Af Anders Søndergaard
Dette er det første af, hvad der skal blive en lang række periodiske
nyhedsbreve som BSD-DK medlemmer landet over i lutter iver vil ligge
i sovepose foran port 25 for at modtage!
Nyhedsbrevene vil reflektere, hvad der er sket i den forgangne
periode. Med jeres dynamiske bestyrelses nye initiativer som
vedrører aktivitetsniveauet i foreningen, lader det sig ikke længere
gøre at kopiere indholdet af /dev/null og sende det ud under tilnavnet
``nyhedsbrev nr. xxx''.
Hvis du har noget som bør komme med i næste udgave af nyhedsbrevet, så
kom ud af busken og send et par bits til
bestyr@bsd-dk.dk.
2 Generalforsamling d. 28/8-2003
Af Anders Søndergaard
Den årlige generalforsamling blev holdt i god ro og orden i hyggeligt
lag blandt ca. 25 trofaste BSD-DK medlemmer. I år gik to bestyrelses-
medlemmer af efter eget ønske (Casper Warming og Michael Aaronsen) og
to nye trådte ind i deres sted (Per Engelbrecht og Morten Liebach).
Vi siger Casper og Michael tak for deres tid i bestyrelsen og byder
velkommen til Per og Morten.
Du kan læse referatet fra generalforsamlingen her:
http://www.bsd-dk.dk/referater/genfors_20030828.php
Jesper Frilund, BSD-DK's kongelige hofvideograf, var som altid venlig
at filmatisere dette eventyr og resultatet kan du se her:
http://fj.freebsd.dk/BSD-DK/20030828-Generalforsamling2003.mpg
Efter den ordinære generalforsamling underholdte Poul-Henning Kamp om
UFS, UFS2 og newfs. Se Jespers videogram her:
http://fj.freebsd.dk/BSD-DK/20030828-filsystemer.ufs.ufs2.phk.mpg
Se også Pers anmeldelse af seancen længere nede.
For den hårde kerne som blev tilbage, forklarede Poul-Henning om GEOM
og tankerne omkring det.
3 Boganmeldelse. Noget for dig?
Af Anders Søndergaard
Vi er begyndt at lave aftaler med de forskellige bogforlag om at kunne
anmelde bøger. Hvis du vil anmelde en bog kan du skrive et par linjer
til
bookworm@bsd-dk.dk. Så vil Anders sørge for alt det praktiske.
Hos O'Reilly kan du bladre i boglisten på:
http://www.oreilly.com/catalog/prdindex.html
Vi vil informere i kommende nyhedsbreve, når nye aftaler er i stand.
4 Mailserver Celebrity Deathmatch
Af Flemming Jacobsen
D. 3/7 og 4/9 afholdt DKUUG, SSLUG og BSD-DK i fællesskab Mailserver
Celebrity Deathmatch part 1 og part 2.
Formålet med arrangementerne var en gang for alle at få kåret ``The
one and only mailserver''.
For at give masserne indtryk af at have indflydelse på kåringen, havde
begge deathmatches et dommerpanel. Første panel var iklædt
traditionelle dommeroutfits, hvorimod andet panel var musketerer.
Under begge seancer blev publikum bedt om at give deres mening om
foredragsholderens ytringer til kende med klapsalver og buuh-råb.
Første foredrag var Henrik Størner om QMail.
Henrik fortalte levende om hvordan han mente at QMail gjorde nettet
til et bedre sted at sende post.
At dømme efter publikums reaktioner, var der pæn begejstring
for indholdet.
Andet foredrag blev holdt af Phil Regnauld og handlede om Postfix.
Phil benyttede sig benhårdt af at han var i baghånd denne aften, og
leverede et meget underholdende foredrag om Postfixs dyder og QMails
mangel på samme. Phil kunne prale med hardcore erfaring med begge
MTA'er.
Efter Phils foredrag forventede publikum at dommerne ville votere og
komme med et resultat; men nej, de annoncerede part 2 og lod således
publikum gå hjem uden afgørelse.
Tredje foredrag var om Exim, afholdt af Morten Liljeberg.
Det var ganske hurtigt tydeligt for deltagerne at Morten kendte sin
MTA, men at ganske få af deltagerne gjorde det.
Heldigvis holdt Morten et interessant foredrag, der bør have sikret de
opmærksomme deltagere et godt indblik i denne MTA.
Fjerde foredrag var med Flemming Kraglund om MTA'ernes godfather,
Sendmail.
Tro mod emnets alder havde Flemming som den eneste af de fire
foredragsholdere ikke sin præsentation på computer men på analoge
slides.
Flemming klarede på glimrende vis at formidle sit budskab på trods af
at publikum fra starten havde en tydelig mening om, hvem der var
deathmatchens underdog.
Dommerne forlod salen for at votere og returnerede med deres dom.
Til de fleste tilhøreres store overraskelse blev dommen at der ikke
var en vinder, men at alle 4 MTA'er havde hver deres berettigelse,
baseret på det behov der skulle løses.
Vrøvl! Vi ved jo alle hvem den entydige vinder var...
De 4 foredrag kan ses (eller genses) på:
http://fj.freebsd.dk/BSD-DK/20030703-Part1-qmail.mpg
http://fj.freebsd.dk/BSD-DK/20030703-Part2-Postfix.mpg
http://fj.freebsd.dk/BSD-DK/20030904-Part3-Exim.mpg
http://fj.freebsd.dk/BSD-DK/20030904-Part4-sendmail.mpg
Billeder kan findes her:
http://gallery.signout.dk/20030703
http://gallery.hamster.dk/BSD-DK/200307
http://www.sslug.dk/moede/hygge/2003-07-03/pix/
http://www.sslug.dk/moede/hygge/2003-09-04/pix/
5 En rar lille utility
Af Flemming Jacobsen
Her præsenteres den første lille rare utility som gør BSD-livet endnu
skønnere i hverdagen. Har du et lille værktøj, som bare gør tingene
lettere eller rarere for dig, så send lige et par linjer. Det kan
være, at andre kan få stor glæde af det.
Den rare lille utility er denne gang unclutter. Du finder den bl.a. i
/usr/ports/misc/unclutter. Programmet skjuler din musecursor, når den
har stået stille i et valgfrit antal sekunder.
Default er 5. Hvor ofte har du ikke flyttet rundt på musen for at
komme til at læse noget der stod under cursoren? unclutter køres bedst
i baggrunden eller startes som en del af din X-session i fx din
.xsession fil.
Prøv det! Det er det som alle de unge vil ha'!
6 BB&BYOB v1.0
Af Laust Jespersen
Den første årlige BSD-DK Burn & Build Your own Burgah (Version 1.0)
blev afholdt hos Laust på Amager i slutningen af august. Der var 16
tilmeldte inklusiv fire kærester og et enkelt barn. Det var ikke det
bedste vejr at grille i, for det øsregnede. Heldigvis var der halvtag
over terrassen, og der blev grillerne så anbragt.
Da klokken blev 19, og den sidste var ankommet, gik Stine og Knud i
gang med at brænde burgahbøffer til alle. Alle blev mætte, et par
enkelte også fulde :). De sidste gik klokken 2:45, og generelt var der
vist bred enighed om at det var ret hyggeligt. Så det gør vi helt
sikkert igen til næste år - dog nok noget tidligere på sommeren, så vi
kan sidde udendørs eller i det mindste få noget sol på maven, når den
er fyldt med burgah.
7 UFS/UFS2/newfs
Af Per Engelbrecht
Den 28. august i direkte forlængelse af vores årlige general-
forsamling afholdte Poul-Henning Kamp et foredrag om UFS og UFS2.
PHK startede som sædvanligt med at trække forsamlingen op på den store
klinge på en ligeså sædvanlig og afslappet PHK måde - for medmindre
man er it-afdelingens inkarnerede ``diskjockey'' med hang til termik,
voice-coils og extended attributes, hørte en del af de berørte
emner mere til i min mentale /opt/konceptuel_forståelse, end i min
mentale /usr/local/det_ved_jeg_alt_om. Så meget desto større er
fornøjelsen jo så også, når man kan sætte sig tilbage i stolen og få
en aha-oplevelse eller to med hjem fra PHK himself.
PHK fortalte først om filsystemers virkemåde generelt, lidt historie
omkring filsystemer og diske, og redegjorde derefter for UFS' baggrund,
dets teori, fremtid og fordele/ulemper i forhold til andre filsystemer,
herunder ReiserFS, JFS og lidt XFS.
Der blev talt om disk- og dataoptimering, sekventielle søgninger,
vnoder, inoder, fragmentstørrelser, søgetider og mange andre
begreber. Hver især begreber hvor man måske tænker: buuh, tigere, det
har vi set! Men PHK formår med dyb og indforstået lethed at samle
mosaikken --- hele mosaikken.
Indimellem og i spredt fægtning, kom der af og til nogle korte, men
spændende afstikkere. Blandt andet kom der noget omkring SCSI vs. ATA
diske. Hvis man, som undertegnede, er SCSI-junkie med nedsat hørelse i
det frekvensområde hvor 10.000 og 15.000 rpm diske arbejder, var det
med blandede følelser man fik at vide at moderne ATA-diske, rent
fysisk, til forveksling ligner de SCSI-diske, vi arbejdede med for få
år siden... Det fulgtes op af den måde hvorpå de forskellige
interfaces arbejder, lidt om hvordan de nyeste SCSI-diske (måske)
skriver, lidt om fysiske diskstørrelser, m.m.
Så kom turen til UFS2. Der blev talt om snapshots, softupdates,
64-bit, extended attributes til eventuelt brug for ACL, MD5-checksum,
o.a. Der blev talt om NFS v3/4 med alt hvad dertil hører af
plusser og minusser, og et PHK-citat blev det da også til: ``NFS er
hjernedødt - men lige nøjagtigt så godt at ingen gider skrive det om.''
Jeg kan kun anbefale at du, kære læser, går ud og laver
dig en (stor) kop kaffe, downloader foredraget og får lidt prime-time
foran skærmen. Det er det hele værd. Linket står højere oppe i dette
nyhedsbrev.
Afslutningsvis kom PHK også ind på GEOM og de muligheder, det
bringer. GEOM er skrevet af PHK over en årrække og blevet indført i
FreeBSD fra version 5.0. GEOM kræver en selvstændig beskrivelse, der
ikke gives her.
Se eventuelt http://kerneltrap.org/node/view/454
Jeg takker på egne og bestyrelsens vegne for et godt foredrag.